Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Børnehuset Tuborgvej

Velkommen til Børnehuset Tuborgvej

Vi er en lille og hyggelig integreret daginstitution med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. I hver vuggestuegruppe har vi 12 børn, og i hver børnehavegruppe har vi 17 børn.

Vi bor i en ældre og meget charmerende villa på Tuborgvej 7 tæt på både Hellerup Station, Mindelunden og Tuborg Havn. Vores hus er lavet om til daginstitution, og udover de fire stuer har vi et fællesrum, et krearum, et køkken og vores fantastiske have, som vi elsker at være i.

I haven har vi rigtig meget plads og en legeplads for både vuggestuen og børnehaven. Vi har masser af træer og grønne planter, og snart får vi vores helt egen bålhytte med overdækning, så vi kan lave bål og være ude i al slags vejr.

I hverdagen med børnene bruger vi ofte vores nærområde til at tage på ture. Vi besøger både Mindelunden, Tuborg Havn, Experimentarium og de legepladser og grønne arealer, som ligger i nærheden.

Vores pædagogik

Vores børnesyn er, at barnet gør det, det kan - ikke det, det vil. Derfor arbejder vi med anerkendende pædagogik, hvor vi anerkender, spejler og benævner børnenes følelser og handlinger, så de selv bliver opmærksomme på dem og lærer at italesætte dem. Det er med til at styrke børnenes selvtillid og selvværd, og det er vigtigt for os.

Derudover har vi en inkluderende tilgang, hvor vi arbejder med børnenes relationer, venskaber, tilknytning og tryghed. Vi hjælper børnene med at skabe en sund tilknytning.

Vi følger børnenes spor og nærmeste zone for udvikling, og på den måde hjælper vi dem hele tiden med at udvikle sig. Og så har vi særligt fokus på at sprogstimulere børnene og arbejde med motorik, krop og bevægelse.

I hverdagen deler vi ofte børnene op i små grupper, for at vi kan skabe nærvær og sikre, at alle børn bliver set og hørt. Derudover har vi et stort fokus på børnenes leg, og selv når vi laver aktiviteter, sker det gennem en legende tilgang. Det er i legen, at børnene udvikler sig.

Vi har et særligt fokus på nærvær og tempo i vores hverdag med børnene - både for børn og medarbejderes skyld. Vi forsøger at være opmærksomme på at have et langsomt tempo, selv når hverdagen kan føles hektisk. Strukturen i hverdagen skal passe til børnenes behov - ikke omvendt. Det skal sikre, at vi ikke har travlt, men kan tage os den tid, arbejdet med børnene kræver.