Vores hverdag følger en fast struktur, som børnene kender og oplever tryghed i. Hver dag laver vi dog forskellige pædagogiske aktiviteter, som tager udgangspunkt i børnenes udviklingsbehov og interesser.
Vi har et årshjul for hele huset, som tager udgangspunkt i de forskellige temaer i den pædagogiske læreplan. Vi bruger læreplanstemaerne til at finde på temaer til vores årshjul, som vi arbejder med i en måneds tid ad gangen.
Månedens tema bruger vi til at planlægge de daglige pædagogiske aktiviteter, og det skaber fællesskab og en rød tråd på tværs af huset, at alle stuer arbejder med det samme tema samtidig.
Morgen
Vi åbner kl. 7.15 alle hverdage, og indtil kl. 8 er vi samlet på tværs af stuerne på Månestuen. Her tilbyder vi også morgenmad til de børn, som ikke har spist hjemmefra.
Ved 8-tiden går børnehaven op på 1. sal, hvor børnehavestuerne ligger, og vuggestuen fordeler sig på egne stuer omkring 8.30.
Formiddag
Omkring kl. 9 spiser vi lidt formiddagsmad og holder samling ude på stuerne.
Herefter starter de planlagte pædagogiske aktiviteter, hvor vi deler os op i små grupper, så vi kan sikre nærvær og lave aktiviteter, der passer til de enkelte børns behov, interesser og relationer.
Som regel er der nogen der går på tur, nogen der er ude i haven, nogen i krearummet, nogen i fællesrummet og nogen, der bliver inde på stuen. Når vi deler os op både inde og ude, kan vi skabe ro omkring de enkelte børnegrupper og aktiviteter.
Frokost
Ved 11-tiden spiser vi frokost inde på stuerne, som laves af vores køkkenmedarbejder.
Efter frokost bliver de fleste vuggestuebørn puttet til lur, mens børnehavebørnene går ud i vores have og leger et par timer. Her er både mulighed for fri leg og for aktiviteter og lege, som vi voksne sætter i gang og er i sammen med børnene.
Eftermiddag
Omkring kl. 13.30 går børnehaven ind igen og har hvilestund. Her lytter vi enten til en lydbog, eller en voksen læser en historie op for børnene, mens de kan sidde og tegne eller bare lytte.
Efter hvilestunden spiser vi eftermiddagsmad. Vuggestuebørnene får også eftermiddagsmad, efterhånden som de vågner.
Resten af eftermiddagen går med leg og aktiviteter.
Vi lukker hver dag kl. 17.