Vi har hele tiden fokus på at skabe et godt, tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem os og jer forældre. Det er vigtigt for os, at I har tillid til vores pædagogiske arbejde og føler jer trygge i at aflevere jeres barn hos os.
Vi opfordrer jer derfor også til altid at sige til, hvis I har spørgsmål, undrer jer over noget eller synes, der er behov for, at vi sætter tid af til en samtale, hvor vi kan vende jeres barns trivsel og udvikling.
I hverdagen bruger vi Aula til alt fra praktiske beskeder til dagbøger og billeder fra hverdagen med børnene.
Forældresamtaler og forældremøder
Vi har en række faste samtaler, som vi inviterer jer til, så vi løbende kan være i dialog om, hvordan jeres barn har det.
Den første samtale er opstartsmødet, som vi holder, inden jeres barn har første dag hos os. Vi følger op på opstarten ved en samtale efter ca. 3 måneder.
Vi holder en samtale igen, når jeres barn skal skifte fra vuggestue til børnehave, hvor vi taler om overgangen og giver viden om jeres barn videre til personalet i børnehaven. Denne overgang følger vi også op på ved en samtale efter ca. 3 måneder.
Vi holder et årligt forældremøde for hele huset, hvor vi starter i fællesrummet med valg til forældreråd. Herefter går vi ud på de forskellige stuer og fortæller om, hvad vi er optagede af på stuen. Her er også altid mulighed for, at I forældre kan byde ind med, hvad I gerne vil høre om.
Forældreråd
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.
I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik og de aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Børnehuset Tuborgvej. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet holder møder 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder 6 gange om året.